NØGENHED: La nouvelle série documentaire du norvégien Jan Dalchow sur la honte corporelle est honorable, mais aussi triviale et sentimentale.

En rapport fra XNUMX viste, at kun XNUMX procent af de ældste elever i Folkeskolen i Danmark går i bad efter idræt. For eleverne på mellemtrinnet er tallet XNUMX procent. På en landskonference af elevorganisationen Danske Skoleelever blev enkeltmandsbade foreslået som en løsning. Men hvorfor går så få af de ældste elever i fællesbad? Og gør vi dem en bjørnetjeneste ved at give dem mulighed for at gemme kroppene væk bag badeforhæng?

Den norske filmskaber Jan Dalchow har siden barndommen skammet sig over sin krop, og i doku-serien NAK ED undersøger han i ti små afsnit hvorfor, det er blevet så almindeligt at have det dårligt med sin krop. Samtidig han overskrider han egne grænser og følger forskellige aktivistister, herunder norske Kenneth Sortland Myklebust og en gruppe nøgenhedsaktivister i San Francisco med Gypsy Taub i spidsen.

Formen former indholdet

Myklebust inviterer almindelige mennesker, som alle har et vanskelig forhold til deres krop, til at skyde en nøgen-selfie uden censur og photoshopping. Som eneste rekvisit får aktivisterne uddelt en maske, som de kan gøre med, hvad de vil: gemme ansigtet bag, skjule kønsorganet med eller træde symbolsk på.

Projektet handler om at stå ved hvem man er, og sætte nye kropsbilleder i omløb. På ægte amerikansk manér følger vi personerne både før, under og efter photo shootet og får deres ord for, at de har gennemgået en mental make-over, akkompagneret af et episk lydspor.

NAK-ED Regissør Jan Dalchow Norge

Momentet er (re-)defining for aktivisterne. Det kan virke som en sentimental parodi. En dyb speakerstemme beklager ved udgangen «the censorship due to Facebooks community standards». Citronen presses for hårdt. Facit er givet på forhånd. Rammesættelsen afkræver en bestemt respons fra de medvirkende. Ingen tør skuffe kameraet, så hvad kan vi bruge svaret til? Formen former indholdet.

Nikolas, Pushpi, Nicole og Rachel

Som sagt har alle de medvirkende problemer med deres selvbillede. Nikolas er homoseksuel og veltrænet, men lider på grund af overdreven selvmonitorering. Pushpi er indisk og vokset op i Mellemøsten, hvor kvindekroppen er noget, man dækker til. Nicole er traumatiseret efter som barn at være blevet mobbet på grund af sin vægt. Rachel kæmper med sin alder. Diversiteten i projektet er stor: unge som ældre, forskellige etniciteter, handicappede og tatoverede, kraftige og slanke. Og for alle er det en god oplevelse. Nogle er positivt overraskede over, hvordan de ser ud. Andre glæder sig over at kunne hjælpe andre til at få det bedre med sig selv. Aktivismen tjener dem godt. De føler sig empowered. Men hvor længe?

Unge som ældre, forskellige etniciteter, handicappede og tatoverede, kraftige
og slanke.

Doku-seriens budskab er, at vi i stedet for at dække os til skal klæde os af. Vi må statuere nye eksempler med kroppen for at udfordre vores kollektive forestillinger.

Ja, faciliteter til enkeltmandsbad er en dårlig idé. Skønhedsindustrien lever af at sælge os løgne. Der er ingen forretning i opnåelige idealer.

Sundhedsmyndigheders biopolitiske initiativer får os til at føle skam. Vi har akut brug for at have andre kroppe at sammenligne os med, men desværre tillader de sociale medier det ikke. Det er det store problem.

Selvfølgelig skal vi bekæmpe usund overvægt, men forskning viser, at stigmatisering virker kontraproduktivt. «Operationelle løgne» (idealer) er en dårlig strategi til at fremme befolkningssundheden. Vi burde i stedet som menneskefiguren i NAK-ED’s logo stå med åbne arme og «embrace diversity»!

Nudity ban og kroppen som obskøn

I doku-serien ser vi fra San Franciscos bykerne, der man længe har kunnet møde folk vandre nøgne omkring. Men et nyt lovforslag af demokraten Scott Wiener vil forbyde den slags «obskøniteter». En af hans støtter påstår, at det distraherer billisterne og derfor udgør en sikkerhedsfare. Selv siger han, at nøgne kønsdele er et problem for den lokale business, og at det kan være skadende for børn at se på.

Lokale nøgenhedsaktivister er forfærdede over lovforslaget. Amerikanske Gypsy Taub går i front, afklædt og med megafon, i tæt alliance med juristen Christina di Edoardo. di Edoardo nævner rygeforbud som en legitim lov, fordi passiv rygning kan skade lungerne. Men det kan nøgenhed ikke. For hende går grænsen ved det fysisk skadelige.

NAK ED
Regissør Jan Dalchow

En anden af aktivisterne omtaler idéen om kroppen som obskøn – som tillært. Men mest overbevisende er alligevel Taubs tale: aktivisternes forkvinde skal vies, og fra indgangen til San Francisco City Hall forkynder hun sit budskab i en megafon: «All of us want intimacy. All of us want to get close to someone. And body shame disturbs that.»

Sundheds-myndigheders biopolitiske initiativer får os til at føle skam.

Pointen er triviel. Kropsskam afholder folk fra at være intime, og med et «nudity ban» ser vi ingen andre kroppe end dem på reklamerne. Ville de ældste elever i den danske folkeskole ikke have godt af at se alternativer på et medie som TikTok? Måske ville de så i højere grad være deres kroppe bekendt?

I et andet narrativt spor klæder Jan Dalchow sig af online og deltager nøgen i en stor performance. Det er meget fint. Men det kan kun lykkes at ændre på vores forhold til os selv, hvis vi kollektivt udfordrer forestillingen om, hvordan de fleste kroppe ser ud.

XNUMX minutter efter Dalhows lancering blev serien fjernet fra den populære app TikTok til trods for, at den publicerede version var en censureret udgave.

Serien kan sees på Facebook,
Instagram, Twitter, YouTube og Vimeo.
Nak-Ed hjemmeside.

Abonnement NOK 195 trimestre