A Berkeley: l'aile droite sur la liberté d'expression


L'Université de Berkeley est à nouveau une scène dans le débat sur la liberté d'expression. Mais cette fois, c'est l'aile droite qui mène.

Contributeur permanent à MODERN TIMES.
Courriel : moestrup@gmail.com
Publié: 2017-12-01

Une dizaine de personnes sont assises dans un salon à San Francisco. Ils mangent de la pizza et boivent de l'eau, certains une bière ou un verre de vin. Sans la conversation centrée sur des textes théoriquement lourds, on pourrait penser que c'était le début d'une fête. Cependant, ce qui se passe fait partie de l'enseignement à l'Université de Berkeley, où je suis actuellement. Et la raison pour laquelle nous restons dans une maison à San Francisco et non sur le campus de Berkeley remonte à quelques semaines. L'aile droite a une nouvelle fois annoncé son arrivée dans la ville, et notamment à l'université. Cela s'est produit à plusieurs reprises au cours de l'année écoulée, et souvent avec des réactions violentes. Lorsque le commentateur de droite Milo Yiannopoulos devait se rendre sur le campus en février, un flux constant de contre-manifestations majeures et de dégâts matériels a coûté près d'un million de dollars, après quoi la visite a été annulée à bref délai et le président Trump a menacé de couper le soutien public de Berkeley. Cette fois, l'aile droite a proclamé quatre jours complets de discours lors de la soi-disant Semaine de la liberté d'expression, au cours de laquelle la liberté d'expression est non seulement célébrée, mais son cadre est testé, selon The Berkeley Patriot, qui est à l'origine des manifestations annoncées. De nombreuses voiles sont réglées pour éviter les perturbations cette fois. L'énorme offre de la police coûte à elle seule environ six millions. Mais peut-on fixer une limite à la liberté d'expression?

Un endroit spécial. Pourquoi tant d'enjeux? Ici, nous remontons plus loin dans l'histoire pour trouver les causes profondes. Au milieu des années 1960, Berkeley est devenu le lieu où de nombreuses luttes pour les droits de la décennie, une égalité accrue et, surtout, le droit de s'exprimer étaient unies dans le mouvement du mouvement de la liberté d'expression. Sur la place centrale de Sproul Plaza, le militant Mario Savio a prononcé un discours dans lequel il a souligné que les étudiants ne devraient plus être simplement des morceaux d'une grosse machine, mais s'exprimer et être autorisés à mener des activités politiques sur le campus. Après plusieurs jours de combats contre la police et une myriade d'arrestations, les militants ont plus ou moins accompli ce qu'ils avaient prévu. Le mot libre a en effet été libéré.

Går man en tur rundt på campus anno 2017, mærker man hurtigt at dette sted fortsat svøber sig i ytringsfrihedens klæder. Mange steder er der fotografier fra Free Speech-bevægelsens vigtigste kampe. Markante citater florerer. Stedets ånd er fortsat rodfæstet i den kritiske tænkning og dét at bestandig stille spørgsmål ved autoriteter og de vedtagne sandheder.

Netop derfor er det noget ganske særligt når højrefløjen ankommer for at ytre sig. Højresiden har med Berkeley valgt et ekstremt symbolsk sted at udfolde deres opinion på, og samtidig problematisere om stedet nu også giver rum til alle former for stemmer. De rammer præcist ind i det paradoks som er blevet helt centralt for Berkeley-universitetet: Skal man fastholde den grænseløse ytringsfrihed, hvor alle grupperinger får lov at ytre sig, uanset hvor mange millioner det koster i sikkerhedsudgifter og hvor mange studerende og ansatte der måtte føle sig intimiderede? Eller skal man selektere i hvilke grupper der får lov at anvende Berkeley som talens platform og dermed blive anklaget for kun at fremme venstreorienteret tankegods?

Med Berkeley har høyresiden valgt et ekstremt symbolsk sted å uttrykke sin mening på, og samtidig problematisere om stedet gir rom for alle typer stemmer.

Betjenter og helikoptere. Den officielle linje fra universitetet er klar. Den nyligt valgte rektor Carol Christ udtrykte for nylig: «Den frie tale har vital betydning for vores demokrati. Når man først censurerer andre, er man også på vej til selv at blive censureret. Derfor er ikke løsningen at forbyde nogle taler, men derimod at give alle taletid og så tale imod.» Langtfra alle er enige i den udmelding. Og nu er vi langt om længe tilbage i dagligstuen i San Francisco. For grunden til at undervisningen foregår her, er at min professor har boykottet campus og rykket sin lektion ind i private gemakker. Det sker både fordi hun er uenig med den officielle holdning, men også for at beskytte sine studerende. Et væld af undervisere, studenter og ansatte er enige og har underskrevet en protestskrivelse. De ønsker at Berkeley skal følge andre offentlige universiteter såsom Florida, Michigan State, Louisiana og Penn State, der har forbudt visse dele af højrefløjen i at anvende campus som platform for hadefuld tale.

Abonnement NOK 195 trimestre

Dermed er to fraktioner opstået på campus: på den ene side de som ønsker at universitetet skal tage klar afstand fra den radikale højrefløj og forbyde visse stemmer at ytre sig. Denne fraktion ønsker ikke at se det de kalder en «militarisering af campus», hvor kampklædte betjente bliver en del af det daglige skue og hvor helikoptere jævnligt cirkulerer i luften for at følge med. Berkeley er i deres øjne blevet taget som gidsel i en kunstig kamp om ytringsfrihed. Kunstig fordi de mener at det slet ikke handler om ytringsfrihed, men derimod om ekstreme højrekræfter der ønsker vold og dæmonisering af marginaliserede grupper på grund af race, etnicitet og seksuel orientering.

Mange mener det slett ikke handler om ytringsfrihet, men om et ekstremhøyre som ønsker vold og demonisering av marginaliserte grupper.

Den anden fraktion på campus problematiserer dette syn. Som en professor udtrykker det: «Jeg kan se at de studerende som læner mod højre, ikke føler at de er velkomne her på Berkeley, og derfor tyr de til ekstremer og inviterer talere der er langt mere rabiate end de selv er.»

Splittet samfunn. Kløften mellem de to synes gradvist at tiltage, og Berkeley er dermed også et markant eksempel på den splittelse som det amerikanske samfund befinder sig i. Højrefløjens annoncerede Free Speech-uge blev i øvrigt nærmest aflyst. Kun få talere mødte op, og blot et par håndfulde tilhørere her og der. Dermed blev det omtalen af begivenheden mer end begivenheden i sig selv der blev det centrale, men spekulationer og gisninger var nok til at sætte sindene i kog – og nok til at sende hundredvis af politibetjente på gaden og helikoptere i luften. I de dage var den altfavnende lyd i Berkeley de roterende blade fra en overvågningshelikopter.